tirsdag den 27. oktober 2009
Spøt og Creolere...
tirsdag den 20. oktober 2009
Label Liable
Det er for ganske nyligt gået op for mig at der kan være umådeholdent mange penge at tjene i musikbranchen. Og efter at have set et utal af talentshows på diverse kanaler, står det helt tydeligt for mig, at denne branche er åben for enhver. Det kræver helt sikkert hverken talent, forkundskab eller specielt meget begavelse, så det var måske noget for mig. Min stærke tonedøvhed til trods besluttede jeg at begive mig ud på denne musikalske odyssé.
Det bliver nye ubeskrevne kunstnere som kommer til at dominere billedet. Kunstnere som Rolling Stones, U2, Madonna, Sting, osv., har for længst udgivet mindst én cd for meget. Vores erklærede mål er at alle kan blive en stjerne, og jeg vil som indehaver naturligvis selv indspille en 20-25 cd’er og høste den enorme hæder som følger i kølvandet på dette.
En del artister/performere er i kikkerten og vil snarligs blive signet (branche lingo). På to-do listen befinder sig Bjarlkram Rhodos ”Absolut Lut”. Bjarlkram er ikke blandt de 2-300 kendteste danske lut spillere, men han har til gengæld indvilliget i at afholde mere end 6000 koncerter årligt, hvilken forventes at blive en særdeles indbringende affære. ”Absolut Lut 2” er allerede i støbeskeen og udkommer kun ganske få timer efter den første.
I vores forsøg på at gendanne to store danske bands, er det desværre kun lykkedes at få tilsagn fra halvdelen af medlemmerne, men da halvdelen af 2 som bekendt er 1, affødte dette imidlertid Shubolin som vi forventer os utrolig meget af. Sangene skriver nærmest sig selv, og første udgivelse tæller da også både ”Midsommerstræde”, ”Rabaldervisen”, ”Den stakkels tråd” og ”Røde Jim”.
Højt prioriteret bliver duoen ”Zvobodan & Latex Banko”, som spiller henholdsvis træbasun og træskeer. ”Gammel garn. Ungarn” bliver en must-have cd i denne grønne tidsalder, da duoen (branche lingo) kun anvender natur instrumenter. Banko brødrene spiller udelukkende al dente musik fra det skønne 1400 tals Ungarn. Det er nogle fantastiske, livlige og sprælske fyre, med masser af energi. Zvobodan blev dog født som torso barn, så det er selvfølgelig ret begrænset hvor sprælsk han er, da han hverken har arme eller ben.
Struba ensemblet ”Stroma9” er, som i sikkert allerede har gættet, ni svært Stroma ramte tuba spillere. Det giver en ganske særlig sound (branche lingo) når dette ensemble spiller op til fest og dans. Undertegnede har ikke selv kunnet finde et eneste nummer, som disse leifige drenge og piger ikke har oversat til Tuba-Trance genren. Første gang jeg havde fornøjelsen at høre dem live, var på deres ”På Cuba med tuba” tour. Touren afvikledes primært i det syd, syd-vestlige Odense og her fik tilskueren en oplevelse for livet. Første skæring hedder ”Stromantik” og forventes på gaden i mindst 7 millarder eksemplarer. Dette bliver en cd alle skal have.
Vores boyband ”KremFræs” bliver selskabets kransekage figur. Tre cd’er er under udarbejdelse og vi håber ”Smør mig ind i grus”, ”Vil du, vil du, vildu vildu vildu? hva’, Vil du det?” og ”Gæt en prut” bliver kæmpe kasse succceser. Bandet starter deres world tour på nord Sydpolen, og derefter begrænses deres koncerter (branche lingo) til zoologiske haver, cykelkældre og den åbne danske hede.
”Harmonikaj” traf jeg første gang, hvor han optrådte på Jodle Birge museet. Denne veritable enmandshær er ophavsmand til slagere som ”Må man ta’ hunden med sig ind i vrimlen?”, ”Rigtige tænder” og ”Tre hvide stuer”. Desværre ligner hans repertoire i forbløffende grad allerede eksisterende numre, så vi ruster os til retsag om ophavsret. Kaj’s foretrukne venue (branche lingo) er små og mellemstore danske arbejdspladser. Her dukker han op efter frokost og optræder uopfordret i sin dragt af karton og stearin. Efter showet bliver alle arbejderne afkrævet 250 kr. i entré pr. efterkrav.
”Otte døde duer” er vores helt store metal satsning. Fem verdensfjerne, læderklædte og langhårede unge mennesker, som spiller noget dejligt dis-dæmonisk pigtråd (branche lingo). Da fire af bandmedlemmerne er svært psykotiske og går med økse, er det dog meget uvist hvor længe vi kan holde sammen på denne konstellation. At få de første skæringer ”Helveds Oz” og ”Sieg heil, så du geil” i kassen, bliver sandsynligvis et kapløb med tiden.
Spanske ”Marengs” spiller på kastagnetter, Balalajka og oppustet gedeblære. De har alle en bemærkelsværdig hang til skiveost og er utroligt gode havedansere.
”Tiarn” skal sammen med ”Elvarn” og ”Tolvarn” stå for selskabets Hip-Hop del. Denne tænkes fusioneret med klassisk cirkus musik og krydret med let lirekasse. Bandet
”Meat Beat” spiller udelukkende på instrumenter fremstillet af kødpålæg. Vi lægger pt sidste hånd på deres debut udgivelse ”Selvom du er et fjols, ka du jo godt gi en Bols”.
Sødt og råt kombineres med Stasi Steen og Phlämming Phläb som bliver vores love-song machine (branche lingo), og cd’en ”Blå øjne” udsendes snarest.
Derudover kontrakt forhandler vi i skrivende stund med et one man band som hedder ”Bo”, 750 mands koret ”Lytlytlyt” fra limfjorden, Coverbandet ”Pearl Jam Jam” og det franske militærorkester ”Bomb Voyage”.
Jeg ser forventningsfuld frem til mange profitable år i denne promiskuøse brance, blandt alle de andre blodsygende snultedyr.
fredag den 16. oktober 2009
Food food
Det er en fænomenal opfindelse. Nul fejlscanninger. Sparer et hav af ansatte. man behøver ikke hilse på den eller smile til den. Super hurtig og effektiv. Ingen distraherende bryster eller frække øjne. Bruger-venlig og pålidelig. Stikker du den en tusindmand, giver den gladeligt nihundredeogetellerandet tilbage. Aldrig nogen tilbagebetalings fejl. Føtex Food food, som et tog på skinner. Dét er pure niceness.
Imidlertid er det udelukkende de exceptionelt langsomme kunder, som benytter selvbetjeningsmaskiner i dagligvarebutikkerne. Og alle kører de et sted mellem 6 og 7 tusind varer igennem, som de ikke var forberedte på de skulle betale for, og ikke anede hvordan de skulle pakke. Når maskinen irriterende meddeler ’tag dine varer’, bliver der kigget tomt ud i luften, fløjtet disharmonisk, fiflet åndløst med bæltespæner og pillet næse. Folk står og smiler fjoget til mennesker de aldrig har mødt, og synes selv de vanvittigt selvhjulpne. Det er nu de rejser i tiden. Tilbage til den barnestolthed de følte, da deres cykler afmonteredes støttehjulene, de lærte at binde deres egne sko, eller første gang de selv smurte en leverpostejsmad. Der er da også alt mulig grund til selvtilfredshed. De kan heller aldrig finde pungen i den alt for store taske. Lykkes det til sidst, kan de aldrig finde pengene i pungen. Og det er næsten helt umuligt at få pungen tilbage i tasken igen, men nu er det trods alt også 40-50 minutter siden den blev taget op.
Axe Dry armsveden melder sin ankomst. Hænderne knyttes og huden sitrer. Venerne træder frem i panden. Én efter én, overskrides udløbsdatoerne på varerne i kurven og det indebrændte raserianfald tøjles kun med en kæmpe kraftanstrengelse. Alle irriationsmomenter står indbydende tæt på thazer eller sparke afstand. Man fantaserer drømmende om udkigstårne, menneskefyldte gader og højhastighed rifler.
Hvis man absolut skal tage 16 år i fængsel, så kan man ligeså godt tage dem her. Det kunne ske under meget underholdende omstændigheder. Man kunne lade en Uzi go to town. Peberspraye til højre og venstre. Måske endda montere sprayen direkte på en Power Shot 2000 vandkanon, og så spraye sig gennem mængden. Eller forestil dig hvad man kunne udrette med et samurai sværd. Motorsav bruges jo som bekendt næsten udelukkende til det oprindelige formål, så man kunne reklamere for dette værktøjs utallige andre anvendelsesmuligheder......
Hvis Århus Universitet foretog en undersøgelse (Og der bliver alle undersøgelser i verden jo som bekendt foretaget) ville den helt sikkert anslå, at det går omtrent 11.700 gange så hurtigt, at tage den lange kø ved de alm. Kasser. Og så kan man måske godt leve med kassedamens airbags og goddag-goddag-tag-hatten-af-rutiner.
Løgen bliver lidt lange i de hurtigkøer....
tirsdag den 6. oktober 2009
idiOL
søndag den 27. september 2009
Casa Crank
Store hypoteser udtænkes og omfattende planer forsøges lagt, under undertegnedes stadige/stædige kortlægning af potentielle fremtidige beskæftigelsesmuligheder. I denne forbindelse har jeg rettet opmærksomheden mod sundhedssektoren. Denne lader i sin nuværende form meget tilbage at ønske, og forbedringer er både tiltrængte og utroligt oplagte. Det har da heller ikke taget lang tid at formulere og finpudse en konkurrencedygtig model.
Jeg lader opføre et helbredelsens hus, der i al sin enkelhed fungerer som en art tre-trins-raket. Inddeling af de forskellige etager efter behandlingsform er et oplagt valg. Stuen vil huse vores lægehold. På 1. sal kan vores psykolog-team lokaliseres. Og 2. Salen bliver hjemsted for vores personlige coaches og rådgivere.
Som selvbestaltet healer vil jeg personlig forestå undervisning af alle husets behandlere. Dette vil foregå mod en afgift som kører løbende under hele den senere ansættelsesperiode. På denne facon vil ellers uoverskuelige lønudgifter omgås og de respektive teams være maksimalt rustede til de forestående besøg i huset. Vores erklærede mål vil være at kurere så få klienter som muligt og derved holde behandlingen i gang længst muligt. Herunder må det betragtes som en kolossal fordel at samle alle behandlingsformer under samme tag. Videresendelse af klienter og patienter afdelingerne imellem, ligger lige til højrebenet under dette koncept.
Patienten har altid ret! En tåbelig antagelse som husets ”Cure Schmure”-linie vil lade fuldstændig hånt om. Her er det os som bestemmer hvad du fejler og det er på høje tid skeen kommer i den anden hånd. Under konsultation hos vores læger forventes sætninger som disse hørt:
-Det bliver vi to om at bestemme.
-Det er ikke det brækkede ben som er problemet.
-Kom igen i morgen.
-Jeg har dårlige nyheder og jeg har dårlige nyheder…..
-Styrelse!
-Det kan du kigge i vejviseren efter.
-Måske skál din fod vende sådan nu. Den har jo vendt den anden vej længe efterhånden.
-Kom igen i morgen.
For at opdyrke hypokondriske tendenser blandt patienterne, skal venteværelset være overstrøet med selvforfattede pjecer som:
-Smertefri? Det værste symptom af alle.
-Skeløjet for sjov? Kun sjovt til vinden vender.
-Sut røv bror lort. Læs mere om Herpes her.
-Højrefløj. Venstrefløj. Udfløj. Dén skelner ikke….
-Rask? En utopi.
-Kondom! Kujonens valg!
-Onani. En populær men utrolig farlig defekt.
-Karma. Måske har du selv været ude om det?
-Fuchsvans, smuk svans. Bagbordsindianer? Læs om sav-indgrebet som eliminerer sygdommen helt.
-Rehab! The quitters choice.
Alle smertende legemsdele forsøges i første omgang amputeret. Da det indebærer ibrugtagen af særdeles vanskelige procedurer, omfatter dette dog ikke hovedet. Dette indsmøres i grus og påføres i stedet uhørte mængder smølfespark og lussinger i forsøg på smerteudligning. Slipper klienterne gennem dette finmaskede net, udskrives Panodil/lykkepille cocktails til det ønskede afhængighedsforhold er opnået.
-Det bliver vi to om at bestemme.
-Det kan du selv være.
-Kom igen i morgen.
-Det må jeg lige slå op.
-Styrelse!
-Det kan du kigge i vejviseren efter.
-Dit problem er at du har rygrad som en kop kakaomælk.
-Kom igen i morgen.
Nymfomaner vil vi lade indgå i en art dating service, så vil disse møde andre ligesindede og få tiltrængt mulighed for at pleje denne morsomme skavank. I særligt udvalgte tilfælde vil undertegnede selv træde til og behandle på livet løs. Jeg kan forestille mig at min primære opmærksomhed vil være på netop dette område.
Paranoide og angstpatienter er efter min velbegrundede mening blot årsags berøvede. Behandlingen vil fokusere på at forsyne dem med denne mangelvare. Behandleren iføres skræmmende udklædning og maske, og vil 10-12 gange under hver seance hoppe op og råbe BØH meget højt. Vi vil jage dem rundt i konsultationen og ikke give dem ét minuts fred, og når de forlader bygningen forfølges de i dagevis. På denne facon bliver angsten virkeliggjort og de syge vil ikke længere føle sig aparte og sære.
Kleptomaner amputerer vi hænderne på. Endnu en fordel ved at holde alle behandlingsformerne samlet under samme tag. Skizofrene skal blot forsynes med det fornødne omfang af falske identitetspapirer. Neurotikere tæver vi. Dette skal dog primært betragtes som personalepleje, da de mange ansatte sikkert også får brug for at blive tanket op engang imellem. Prematur ejakulanter bliver hovedforsyningskilde til vores sædbank. Pyromaner antændes kortvarigt under alle konsultationer, Så kan de jo selv se hvordan det er.
De standardiserede responser på 2. salen vil lyde:
-Det bliver vi to om at bestemme.
-Gør det samme som du gør nu, bare iført kilt.
-Kom igen i morgen.
-Vildere klovn! Vildere!
-Styrelse!
-Det kan du kigge i vejviseren efter.
-Går du nok med knojern?
-Kom igen i morgen.
Vores ’Personlige coaches’ skal lære klienterne at omgås problemerne, da det er alt for omfattende at løse disse. Klienter med tidsnød og stresssymptomer skal rådes til ikke at gå med ur. Folk som ikke længere tør bære slagsværd grundet de forhadte visitationszoner, kan med god grund anbefales at gå med slagbas. Den er ikke ulovlig og anvendt korrekt kan den forvolde kolosal personskade. Karriere-tvivlere skal alle rådes til at genoptage en række af klassiske erhverv, da disse ellers er i fare for at uddø. Guldgraver, pelsjæger, kosmonaut, skærsliber, gørtler, mælkemand, garver, linoleumspålægger, landevejsrøver, løvetæmmer, superskurk, Bejdser, vandringsmand, bøddel, naver og edb-ansvarlig, er alle gode karriere muligheder. Ny teknologi har næsten overflødiggjort menneskelig indblanden i disse erhverv, og da størstedelen af dem, hverken kræver forudgående kvalifikationer eller skolegang, burde være overskueligt at komme i gang.
-Bliv professionel bokser.
-Bliv homoseksuel.
-Bliv ved.
-Bliv hurtigere.
-Bliv skilt.
-Bliv klokker.
-Bliv vedblivende.
Disse løsnings forslag vil være tilgængelige i coachens nødberedskab. Faste kunder er uvurderlige og relle løsninger er i ingens interesse.
fredag den 18. september 2009
What to do, what to do, what to do?
Da jeg stadig forsøger at kortlægge fremtidige beskæftigelsesmæssig muligheder, har jeg været lidt i berøring med restaurationsbranchen. Og selvom almindeligt lønslave arbejde er fristende, vil jeg til enhver tid veksle muligheden for sygemelding og ferie, med chancen for at selv at starte noget og derved kunne give det et personligt præg.
I denne forbindelse mener jeg chancen for succes er direkte proportionel med afvigelsen fra de kendte normer. Mit Pizzeria skulle således styres af tydeligt gennemgående tema’er og dette skulle komme til det ultimative udtryk på menukortet.
Det kunne indeholde en nr. 8 ”TO-TO” som kunne komme med: Tomat, Tortilla, Tolipanløg, Torsk og Tofu. Den skulle så serveres Topløs og med Tomahawk i stedet for bestik.
En nr. 12 ”KI-KI” kunne være med: Kinakål, Killing, Kikærter, Kinder-æg og kiwi, og serveres i en Kiste af Kirsebærtræ af Kineser i Kimono.
Der kunne være en nr. 25 ”Boney M” med 1200 g. T-Bone Steak og 2 poser blå M&m’s strøet ovenpå.
Nr. 6 ”Aqua Tobaqua” ville komme med: 20 Prince, Krammarelsammalat, McBaren, Klovnefisk og Skrå, og den burde nok serveres med ½ l. Levertran og spises med Fiskepinde.
Nr. 32 ”MO-MO” kunne være en Moderat Montage af Mozzarella, Mos, Mortens-And, Moussaka og Molbo-snegle. Det ville sikkert blive lidt upraktisk, men den kunne serveres af en Mopset Moussat i Mokkassiner til gamle Motown slagere og til retten burde selvfølgelig høre Motorsav og Mokka.
En nr. 35 ”SK. Especial” kunne være med Skrabeæg, Skillesovs, Skalotteløg, Skovsnegle og Skind. Den kunne serveres til Skudsalver af Skolebørn og Skovles ind med Ske.
Tema. Tema. Tema. Nytænkende og konsekvent. Pizza’erne ville nok blive lidt dyrere men skulle til gengæld alle serveres med to Råhybnol og ½ l. Drikkeost.
Min fremtidige restaurant skulle givetvis have et erotisk tema. Al servering skulle foregå afklædt, og som et absolut minimum skulle det være i orden at røre betjeningen unødvendigt meget. For erotikkens skyld. Det ville selvfølgelig være valgfrit om kunderne selv lod sig afføre alle klæder, men mon ikke dette ville falde mange ret naturligt.
Det ville præsentere et problem med alle de små krusede hår overalt, men dette kunne vendes til en fordel og komme til at fungere som en slags lotteri. Finder gæsten et sådant hår på tallerkenen kunne det eksempelvis indløse en gratis kop kaffe eller en kop vin. På denne måde bliver det pludselig meget eftertragtet at finde disse før så forhadte hår.
Overalt i restauranten skulle være anbragt stænger, som man kender dem fra brandstationer, og når der hvert kvarter påbegyndtes en alt-overdøvende afspilning af ’Shakin that ass’ kunne kunderne efter forgodtbefindende tage en sving-om med disse.
Restauranten kunne hedde ”Prutten”. Det ville være et naturligt valg da denne kropsytring sikkert ville blive mere dramatisk og fremtrædende under dette format.
Da det ville være umuligt at imødekomme de store krav til garderobeplads, kunne alt tøjet blot anbringes i én stor bunke på gulvet. De gæster som blev først færdige kunne så sammensætte det outfit de måtte ønske, efter et ’først til mølle’ princip. Alle ulemper kan vendes til fordele.
Beliggenhed. Beliggenhed. Beliggenhed. Det er langt fra ligegyldigt hvorfra man vælger at sælge sine varer og hvis man er virkelig opfindsom, kan placeringen måske endda fremprovokere en større besøgs frekvens.
Jeg har puslet med ideen om at mit fremtidige spisested skulle være frit svævende. Enten holdt oppe af en omkringkørende kran eller en uhyrlig mængde balloner. Det ville blive umåde interessant hvor restauranten nu befandt sig og gøre et eventuelt besøg til et større detektiv-foretagende. Hvis det lykkedes at lokalisere restauranten skulle adgang til denne forestås med rebstiger, entrehager og lignende.
Besøgendes køretøjer ville naturligvis blive spændt efter restauranten med reb, wire eller tov, så disse ikke ville drive flere kilometer væk under måltidet.
Restauranten skulle være entreprenant og tilbyde nye spændende retter. Mit ønske helt fra barnsben har været at introducere kød-desserten da denne næppe kan undgå at blive en dundrende succes. Alle kan jo lide kød og dessert, så hvorfor ikke prøve at mixe det up? Herunder kunne skinkesnitten, hakkehatten og farstærten blive to-go desserter.
Pengene genereret fra overskuddet aner jeg ikke hvad jeg skal bruge til, men det kommer jo nok….
fredag den 11. september 2009
Bomb, bomb, bomb...
Jeg er f. eks. helt exet med fly-mad. Nååååhhhh den er fin. Da jeg selv er en fornærmende ringe kok, er mit sammenlignings grundlag selvfølgelig også ringere end gennemsnittets.
Check ind. Check ud. Gates. Terminaler. Flightnumbers. Boardingzones. Osv. Begreber jeg for blot et år siden forstod absolut intet af, behersker jeg nu ekvibrilistisk.
Blandt de dårlige erfaringer jeg har erhvervet på rejserne er i særdeleshed én interessant. Jeg er foruroligende bange for at sige bombe når jeg færdes i lufthavne. Så bange at jeg ved check-in næsten får mig selv overbevist om at jeg nok har en bombe med, og begynder at spekulere febrilsk over hvor jeg mon har gemt den.
Nu er det bare et spørgsmål om tid før jeg befinder mig i dialoger som følgende;
-Hvor længe skal du være på rejse?
-Jeg har OVERHOVEDET ikke nogen bombe.
-Nej nej, hvor længe?....
-....Før den springer?
-...Skal du være væk?
-I bomber bare én med spørgsmål, hva? Føler mig fuldstændig udbombet nu. Hvis der ér en bombe i bagagen, så er det max en bordbombe....det ved jeg....
-Vil du følge med her?
-....Beholder i så bomber her imens?
-Denne vej....
-Den her lufthavn ligner et bombet lokum.....
I denne situation frygter jeg mest benlåsen. Benlås er ikke godt. Slet ikke med en indbildt smugler bombe parkeret nr. 2. Det kan kun formodes at komme til at stramme en del.
Angsten for en muligt forestående inspektion af oplagte fysiologiske gemmesteder melder sig.
Fingrene krydses i håbet om at vaselinen gør oplevelsen mindre gummi-agtig og smertefuld. Heldigvis kan man ikke tilbageholdes for bare at frygte, at man har en bombe.
-Mr. Rasmussen, why you say bomb bomb bomb?
Et situationen taget i betragtning, meget forståeligt spørgsmål. Både lettet og overrasket bliver man placeret i en stol overfor en lufthavnsbetjent og undgår med nød og næppe at falde i med noget human beatbox, fordi han hele tiden siger 'bomb bomb bomb'.
-Var der ikke nogen bombe?
-Nej.
-Plutonium?
-Vi fandt intet ulovligt i deres bagage, Mr. Rasmussen.
-Det var li'godt kattens! Jeg var ellers bombe-sikker....
Når jeg er havnet på destinationen og med lufthavnen lagt betryggende langt bag mig, excellerer jeg til gengæld. Min hemmelighed er at gi' smilet max gas og sige 'yes yes' som meget som muligt. Jeg smiler helt overvældende til alt jeg møder, fuldstændig ukritisk om det er mennesker, dyr eller ting.
Dette afføder tilsyneladende en fornemmelse af, at jeg er meget tilforladelig. En slags landsby-tosse. Helt ufarlig og måske endda lidt medynkvækkende.
Smilet kan dog næppe påstås at være en naturlig udtryksform for undertegnede, og denne konto kører da også hurtigt med overtræk. Så iværksætter jeg øjeblikkeligt plan b og iklæder mig mit Orlando Bloom look og kigger åndsfraværende ud i luften. Dét der 'er jeg ikke bare utrolig mystisk, eftertænksom og fjoget tom i blikket?' look, som han så flittigt anvender i alle sine scener. Det giver nøjagtig samme respons.
Man er jo trods alt en slags ambassadør....
