tirsdag den 27. oktober 2009

Spøt og Creolere...

Den fascinerende, velafbalancerede og elskelige psyke, som undertegnede nærmest er verdenskendt for at være i besiddelse af, har alle dage huset og næret en beundringsværdig opfinder og skaber trang. Det er derfor ingenlunde spild at alles højt skattede "Innovateur Grande" har opnået større tidsmæssigt råderum i den nyligt opståede post-Sneakershop æra.

Kort inden skrivende stund havde denne kolosale kreativitet været primært centreret om tilfredstillelse af egne behov, men det har imidlertid strjfet min opmærksomhed at en klatskilling eller to kunne ihændebringes, med en mere filantropisk tilgang til skaberværket. 
Store tanker tænkes, forsøg udføres, hypoteser formuleres og patenter søges. Altomfattende ændringer af vores daglige verden, både kulinariske og teknologiske, er nært forestående, og alle vil snaligst kunne profitere af disse formidable tiltag. Ikke mindst jeg selv.

Da det ikke længere kan forsvares at fremstille ting i plastic, har vi arbejdet på alternativer som f.eks. gummi. E-lastic posen bliver den del mere flexibel, men egner sig desværre dårligt til større indkøb. Her risikerer brugeren at skulle slæbe denne efter sig hen over fortovet, til forbipasserendes endeløse moro og spot.
Det klassiske batteridrevne masturbations apparat har vi med held kunnet stanse ud i gammelt fiskeaffald. Sildoen er noget mere miljørigtig, og den lugter ikke meget værre end det eksisterende produkt i plastic, når dette har været i anvendelse ganske få gange.
Og i en tid hvor økologi er blevet credo, vil kastanie juicen øjeblikkeligt opnå et kæmpe kunde potentiale. Imidlertid går der ca. 1500 kastanier på een enkelt juice brik, så projektet indeholder stadig store udfordringer. Det samme gør sig desværre gældende for vores hør smør og bark sauce.
Vat-waders er tiltænkt et publikum med følsom hud eller plasic allergi. Bliver disse på forsvarlig vis skånet mod vand, er de utroligt effektive og komfortable.
Frikaceller er vores state-of-the-art fængsler bygget i svinefars. Under test har dog vist sig at fanger har spist deres vej ud i friheden, så farsen tilsættes nu en del mere løg.
Da der er et enormt slid på landets undervisningssteder, har vi, i filt og damask, fremstillet en art laminering til disse. Uddannelsessektoren kommer til at betale dyrt for skolebetrækket.
Landbruget har gennem århundreder perfektioneret dets maskiner og redskaber, så disse overføres til vores noget svagere og ugidelige fiskeri. Søtyven og rejetærskeren er blot nogle af de ting som ligger på tegnebrættet.
Dyrbar opfindertid kunne være sparet, havde pålimningen af kronometer til brilleglas indtruffet tidligere. Denne drillesyge og frustrerende enkle løsning berigede så til gengæld verden med 4D-brillen.

Vores noget højere væltepeter tænkes henvendt til turistindustrien. Her vil brugeren aldrig være generet af udsyns hindrende bygninger o.lign. Ligeledes kommer denne let omkring og vil samtidig være beriget med en himmelsk udsigt, hvor end han færdes. Så snart vi har stabiliseret det 73 m. høje forhjul, og fundet en risikofri måde at bestige den på, sættes dette vidunder i handlen.

Da broer ikke lige sådan kan smides væk efter brug, og fylder utrolig meget på lossepladsen når de ikke længere er funtionelle, arbejder vore ingeniører på at bygge disse i bio-nedbrydelige materialer. Med undtagelse af fornøden konstruktionel sikkerhed og bæredygtighed, har kartoffelmos og gamle tvebakker vist sig særdeles egnede. Begge bestanddele kan holde sig utrolig længe, og efter brug kan broerne skippes af til de varme lande og afhjælpe hungernøden her.

Prootypen på vores U-bil er færdig og klar til masseproduktion, men er på helt uforklarlig vis blevet bremset af myndighederne. Nu, hvor det er helt uacceptabelt at anvende fossile brændstoffer i transportmidler, skulle man tro det var lettere at ihændebringe de fornødne tilladelser til en bil som kører på beriget uran og krudt. Men her vil det juridiske tovtrækkeri ingen ende tage, så vores advokat-team "Hanseman Luchter Gruppen" er sat på sagen.

For en  koget lavere pris en det tidligere produkt, kan vi istedet tilbyde forbrugerne bogCreolen. Han er noget nemmere at hygge og snakke med end de gamle bogreoler, og han er heller ikke nær så brandfarlig.
Under ommøblering peger man blot, og ved brug af ganske få fagter, finder han selv ned i flyttebilen ved evnt. flytning. Er man virkelig stolt af sine litterære erhvervelser, kan man tage Creolen med på arbejde og sågar også til fest.
Jobbet vil virke som en slags forfremmelse når man betragter Creolens normale kår.
Vi estimerer at Creolerne gennemsnitligt vil kunne holde op til 70 bøger.

Lamineres papiret med den helt rigtige gummi komposition, vil man endelig kunne masseproducere en kombination af optøringspapir og bideskinne. Tøggenrullen er en klar opgradering af to allerede eksisterende og mildest talt trivielle produkter.

Til cykel entusiasterne har vi frembragt en sand perle. Denne er fremstillet af frosset savl og mundvand, og holdes dette produkt permanent nedkølet til -60 grader, er det nærmest uforgængeligt. Ydermere er fremstillingsprisen på spøttebenet exceptionelt lav.

Så resterer blot at opfinde en større pung....

tirsdag den 20. oktober 2009

Label Liable

Det er for ganske nyligt gået op for mig at der kan være umådeholdent mange penge at tjene i musikbranchen. Og efter at have set et utal af talentshows på diverse kanaler, står det helt tydeligt for mig, at denne branche er åben for enhver. Det kræver helt sikkert hverken talent, forkundskab eller specielt meget begavelse, så det var måske noget for mig. Min stærke tonedøvhed til trods besluttede jeg at begive mig ud på denne musikalske odyssé.

Det bliver nye ubeskrevne kunstnere som kommer til at dominere billedet. Kunstnere som Rolling Stones, U2, Madonna, Sting, osv., har for længst udgivet mindst én cd for meget. Vores erklærede mål er at alle kan blive en stjerne, og jeg vil som indehaver naturligvis selv indspille en 20-25 cd’er og høste den enorme hæder som følger i kølvandet på dette.

En del artister/performere er i kikkerten og vil snarligs blive signet (branche lingo). På to-do listen befinder sig Bjarlkram Rhodos ”Absolut Lut”. Bjarlkram er ikke blandt de 2-300 kendteste danske lut spillere, men han har til gengæld indvilliget i at afholde mere end 6000 koncerter årligt, hvilken forventes at blive en særdeles indbringende affære. ”Absolut Lut 2” er allerede i støbeskeen og udkommer kun ganske få timer efter den første.

I vores forsøg på at gendanne to store danske bands, er det desværre kun lykkedes at få tilsagn fra halvdelen af medlemmerne, men da halvdelen af 2 som bekendt er 1, affødte dette imidlertid Shubolin som vi forventer os utrolig meget af. Sangene skriver nærmest sig selv, og første udgivelse tæller da også både ”Midsommerstræde”, ”Rabaldervisen”, ”Den stakkels tråd” og ”Røde Jim”.

Højt prioriteret bliver duoen ”Zvobodan & Latex Banko”, som spiller henholdsvis træbasun og træskeer. ”Gammel garn. Ungarn” bliver en must-have cd i denne grønne tidsalder, da duoen (branche lingo) kun anvender natur instrumenter. Banko brødrene spiller udelukkende al dente musik fra det skønne 1400 tals Ungarn. Det er nogle fantastiske, livlige og sprælske fyre, med masser af energi. Zvobodan blev dog født som torso barn, så det er selvfølgelig ret begrænset hvor sprælsk han er, da han hverken har arme eller ben.

Struba ensemblet ”Stroma9” er, som i sikkert allerede har gættet, ni svært Stroma ramte tuba spillere. Det giver en ganske særlig sound (branche lingo) når dette ensemble spiller op til fest og dans. Undertegnede har ikke selv kunnet finde et eneste nummer, som disse leifige drenge og piger ikke har oversat til Tuba-Trance genren. Første gang jeg havde fornøjelsen at høre dem live, var på deres ”På Cuba med tuba” tour. Touren afvikledes primært i det syd, syd-vestlige Odense og her fik tilskueren en oplevelse for livet. Første skæring hedder ”Stromantik” og forventes på gaden i mindst 7 millarder eksemplarer. Dette bliver en cd alle skal have.

Vores boyband ”KremFræs” bliver selskabets kransekage figur. Tre cd’er er under udarbejdelse og vi håber ”Smør mig ind i grus”, ”Vil du, vil du, vildu vildu vildu? hva’, Vil du det?” og ”Gæt en prut” bliver kæmpe kasse succceser. Bandet starter deres world tour på nord Sydpolen, og derefter begrænses deres koncerter (branche lingo) til zoologiske haver, cykelkældre og den åbne danske hede.

”Harmonikaj” traf jeg første gang, hvor han optrådte på Jodle Birge museet. Denne veritable enmandshær er ophavsmand til slagere som ”Må man ta’ hunden med sig ind i vrimlen?”, ”Rigtige tænder” og ”Tre hvide stuer”. Desværre ligner hans repertoire i forbløffende grad allerede eksisterende numre, så vi ruster os til retsag om ophavsret. Kaj’s foretrukne venue (branche lingo) er små og mellemstore danske arbejdspladser. Her dukker han op efter frokost og optræder uopfordret i sin dragt af karton og stearin. Efter showet bliver alle arbejderne afkrævet 250 kr. i entré pr. efterkrav.

”Otte døde duer” er vores helt store metal satsning. Fem verdensfjerne, læderklædte og langhårede unge mennesker, som spiller noget dejligt dis-dæmonisk pigtråd (branche lingo). Da fire af bandmedlemmerne er svært psykotiske og går med økse, er det dog meget uvist hvor længe vi kan holde sammen på denne konstellation. At få de første skæringer ”Helveds Oz” og ”Sieg heil, så du geil” i kassen, bliver sandsynligvis et kapløb med tiden.

Spanske ”Marengs” spiller på kastagnetter, Balalajka og oppustet gedeblære. De har alle en bemærkelsværdig hang til skiveost og er utroligt gode havedansere. 

”Tiarn” skal sammen med ”Elvarn” og ”Tolvarn” stå for selskabets Hip-Hop del. Denne tænkes fusioneret med klassisk cirkus musik og krydret med let lirekasse. Bandet 

”Meat Beat” spiller udelukkende på instrumenter fremstillet af kødpålæg. Vi lægger pt sidste hånd på deres debut udgivelse ”Selvom du er et fjols, ka du jo godt gi en Bols”. 

Sødt og råt kombineres med Stasi Steen og Phlämming Phläb som bliver vores love-song machine (branche lingo), og cd’en ”Blå øjne” udsendes snarest. 

Derudover kontrakt forhandler vi i skrivende stund med et one man band som hedder ”Bo”, 750 mands koret ”Lytlytlyt” fra limfjorden, Coverbandet ”Pearl Jam Jam” og det franske militærorkester ”Bomb Voyage”. 

Jeg ser forventningsfuld frem til mange profitable år i denne promiskuøse brance, blandt alle de andre blodsygende snultedyr.

 

 

 

fredag den 16. oktober 2009

Food food

Det er en fænomenal opfindelse. Nul fejlscanninger. Sparer et hav af ansatte. man behøver ikke hilse på den eller smile til den. Super hurtig og effektiv. Ingen distraherende bryster eller frække øjne. Bruger-venlig og pålidelig. Stikker du den en tusindmand, giver den gladeligt nihundredeogetellerandet tilbage. Aldrig nogen tilbagebetalings fejl. Føtex Food food, som et tog på skinner. Dét er pure niceness.

Imidlertid er det udelukkende de exceptionelt langsomme kunder, som benytter selvbetjeningsmaskiner i dagligvarebutikkerne. Og alle kører de et sted mellem 6 og 7 tusind varer igennem, som de ikke var forberedte på de skulle betale for, og ikke anede hvordan de skulle pakke. Når maskinen irriterende meddeler ’tag dine varer’, bliver der kigget tomt ud i luften, fløjtet disharmonisk, fiflet åndløst med bæltespæner og pillet næse. Folk står og smiler fjoget til mennesker de aldrig har mødt, og synes selv de vanvittigt selvhjulpne. Det er nu de rejser i tiden. Tilbage til den barnestolthed de følte, da deres cykler afmonteredes støttehjulene, de lærte at binde deres egne sko, eller første gang de selv smurte en leverpostejsmad. Der er da også alt mulig grund til selvtilfredshed. De kan heller aldrig finde pungen i den alt for store taske. Lykkes det til sidst, kan de aldrig finde pengene i pungen. Og det er næsten helt umuligt at få pungen tilbage i tasken igen, men nu er det trods alt også 40-50 minutter siden den blev taget op.

Axe Dry armsveden melder sin ankomst. Hænderne knyttes og huden sitrer. Venerne træder frem i panden. Én efter én, overskrides udløbsdatoerne på varerne i kurven og det indebrændte raserianfald tøjles kun med en kæmpe kraftanstrengelse. Alle irriationsmomenter står indbydende tæt på thazer eller sparke afstand. Man fantaserer drømmende om udkigstårne, menneskefyldte gader og højhastighed rifler.

Hvis man absolut skal tage 16 år i fængsel, så kan man ligeså godt tage dem her. Det kunne ske under meget underholdende omstændigheder. Man kunne lade en Uzi go to town. Peberspraye til højre og venstre. Måske endda montere sprayen direkte på en Power Shot 2000 vandkanon, og så spraye sig gennem mængden. Eller forestil dig hvad man kunne udrette med et samurai sværd. Motorsav bruges jo som bekendt næsten udelukkende til det oprindelige formål, så man kunne reklamere for dette værktøjs utallige andre anvendelsesmuligheder......

Hvis Århus Universitet foretog en undersøgelse (Og der bliver alle undersøgelser i verden jo som bekendt foretaget) ville den helt sikkert anslå, at det går omtrent 11.700 gange så hurtigt, at tage den lange kø ved de alm. Kasser. Og så kan man måske godt leve med kassedamens airbags og goddag-goddag-tag-hatten-af-rutiner.

Løgen bliver lidt lange i de hurtigkøer....

tirsdag den 6. oktober 2009

idiOL

Da korruptionens lange lodne arme fortsat tager livtag med IOC's svagelige legeme, er det tiltrængt og bidende nødvendigt at udtænke konkurrenceduelige modeller, så denne skændige institution kan bringes til dens længe ventede fald.
IOC monopoliserer imidlertid sportsgrene som vi almindeligvis kender dem, hvilket nødvendiggør kreationen af et helt nyt format. 
Paralelt illustrerer televisionen og radiofonien nøjagtig samme problematik. Gennem årtiers vedholdende bombardementer af sendefladerne, med de samme idrætskampe og sportskonkurrencer, har de desværre nødvendiggjort en komplet udskiftning af alle disse.
Med en smule fornuft, den rette indstilling og en sportsligt solidt forankret fortid, burde dette dog ikke præsentere den helt store udfordring.

Til de Rasmussenske lege vil fusions sportene endelig se dagens lys. Disse har spøgt med i årevis at være drilagtigt oplagte og på forunderlig vis helt uprøvede.

Spydspring behøver næppe nærmere introduktion. Det samme kan siges om landevejsvolley (afvikles i trafik), judo & kajak, beachroning, 4 x 10.000 m holdløftning, carambolecross, hestestød (op til 12 amp), grusbanesprængning (udkæmpes med personelminer og claymores), rullesumo (skateboard, rulleskøjter og små trækvogne inddeler disciplinerne), 70 m kortbaneudspring (henholdsvis 10, 20 og 30 cm dybt vand), bueflyning, øvelser på tårn, syncronrugby, bordbasket, mountainhinkning, styrkekælk, jollekast, riffeldressur, lerduebungee, stangbike, styrtslæde, 4 bande katamaran, sabelhop, kugledans, alpin 49'er, kustskøjtecykling, flourball (med Grahams mel), isstafet (disciplinerne pind, kage og vaffel), græsk-romersk 5 kamp (pizzapolo, 70 m tzatziki, ouzoball, pastapilkning og baghylere), og mange, mange andre.

Bokston foregår stadig med ketscheren vi kender fra bøssetennis, men i en meget mindre ring og med 6 kombatanter i stedet for 2. Da den klassiske knock-out givetvis bliver sjældnere, vil kampene bestå af 30 omgange á 45 min. varighed. Derefter råder sudden-death princippet.

Disciplinen hurtigløb på sprøjter, vil som en af mange nye grene, tillade brug af doping. Alle doping typer og mængder vil her blive tolereret. Da sejre i doping disciplinerne i høj grad er de odøvendes lægers fortjeneste, vil disse ligeledes belønnes ved sejr. Som en ultimativ hædersbevisning overhældes de med kogende bronze og udstilles som statuer for eftertiden.
Undervandsfægtning vil udkæmpes med sværdfisk. Kombatanterne fastankres til bassinbunden og deres primære opgave vil være at eliminere konkurrentens iltforsyning.
Brydning re-lanceres som en forbedret udgave af det klassiske kluddermutter og der vil være mindst 72 brydere i kamp ad gangen.
Under afvikling af alle svømmediscipliner tilsættes vandet husblads og elektriske ål, for at opgradere den hårdt prøvede underholdningsværdi.
Da baseball producerer fornærmende få homeruns vil dette nu spilles med ketcher i stedet for bat. Det forventes at basenis bliver noget mere underholdende.
Kårde og floret virker oplagt at kombinere med skolegårds klassikeren tik. I holdkampen vil holdene bestå af 7 deltagere, og i den individuelle konkurrence vil der være 14 deltagere, efter alle-mod-alle princippet. Tikning afvikles på et 5 x 5 m areal for at sætte skub i dysterne.

Det er ønskeligt at finde afgørelser i alle konkurrencerne. 1-1? Dét bliver der ikke noget af. Ender kampene uafgjort bringes nye midler i anvendelse for at fremprovokere en afgørelse. Forlænget spilletid kunne foregå blandt fritgående løver eller vilde gæs, og efter 20-30 min. tælles de resterende spillere. Sejren vil tilfalde holdet med flest tilbageværende af disse.

Der vil naturligvis også blive introduceret et hav af både nye og lidet kendte sportsgrene. Extreme ironing, demolitiondans, stærkmandslussinger på tid, cross på vippe, orienteringslapdance, smølfesparksvals, sylteslalom, styrtdykning, ballonbandy, m.m.
Målsætningen er at nå henved 12.000 forskellige idrætsformer, hvoraf mindst 68 % skal indeholde stærk livsfare.

Medaljer har mildest talt udtjent deres værnepligt og bare tanken om at modtage dette allemands eje kan virke stærkt kvalmende. Hvorfor ikke give vinderne noget de rent faktisk kan få nytte af?
1. pladserne præmieres med et stk. sengevædder. Det er en  utrolig hygsom og varmebesparende foranstaltning at indlogere en sådan i husstanden.
De altid fornærmelige og forhadte 2. pladser modtager milde domme og i særlige tilfælde bøder.
3. plads præmierne er variable. De kan spænde over ctruskurve, små billeder af Mickey Mouse, glaskartofler, duesukker, tinaskebægre, udstoppede fugle og fisk, laksativer, dejskrabere, marmorkager, hulmursisolering, bibliotekskort, træbasuner, fars nylon, tamhøns, osv.osv.

De Rasmussenske lege forventes søsat sideløbende med de næste Olympiske lege. Derefter afvikles de hver 14. dag i al fremtid, og altid i Hasle og omegn (så kan man cykle derud). Vi forventer et gigantisk seer tyveri fra de traditionelle, udvandede og opkastfremmende Olympiske lege. 
På høje tid entreprenante tiltag iværksættes. Der er jo ingen af jer som gør noget.....vel?