Your tour ajour

Der forefindes naturligvis en konstant forskning indenfor stort set alle dimensioner af menneskehedens vidensliv, og det er med jævne mellemrum nødvendigt at redigere eller opdatere historiske og kulturelle fakta efterhånden som ny viden baner vejen herfor.

Man mener nu endeligt at have stykket et mere nuanceret og komplet billede sammen af tennissportens særdeles tumultariske historie. Den tidligste kendte spilvariant stammer fra Skotland og kan dateres tilbage til den aller mellemste midt middelalder. 

På Yé Olde Kettish betyder ten 10 og nish er en skotsk hektar, som er omtrent 682 gange større end den hektar vi kender i dag. Spillet blev formentlig afviklet fra kyst til kyst, da Kelterne selvsagt ikke havde opkridtnings maskiner, og for at dække det 6820 hektar store spille areal formodes samtlige ca. 20.000 Skotter at have deltaget i dysterne. Højlands slagsværd og meget tykke killinger udgjorde denne tids rekvisitter.

Spillet har efterfølgende været på en slags tour de peculiar rundt omkring i verden. Islændingene anvendte afrevne barnehoveder og snesko, og i et væld af kulturer har tennis været spillet med banjo'er og utrolig hård afføring.

Sporten har gennem tiderne været afviklet på så forskellige underlag som; karse, bratwurst, sodavandsis, kompost, glas, velour, aktiv lava, sake, hubba-bubba og ægte guld.

Gennem de seneste år har en oppisket disputs delt Tysklands ialt 1463 historikere i to nøjagtigt lige store fraktioner, og ikke sjældent har disses debatter været så ophedede at det er kommet til navnekalding, håndgemæng, og ved enkelte lejligheder er der enddog blevet kastet med fæces. Uenigheden opstod efter et fund man gjorde under en udgravning i Berlins katakomber, som den ene fraktion mener er et falsum som bør pulveriseres og offentligt overtisses, og den anden fraktion mener skal betragtes som en art '2. verdenskrigs black box'.

Der har været mange gisninger om at det tonyster Adolf Hitler konsekvent insisterede på at bære til alle møderne i førerbunkeren, i virkeligheden var en Tandberg spolebåndoptager, hvorpå alt hvad føreren sagde blev dokumenteret, og nu er alle disse bånd så endelig gennemhørt og analyseret. 

Tilhængerne af fundets ægthed mener vi bør revidere synet på den historiske statsleder, da meget tyder på at denne opererede under et umenneskeligt gruppepres (som han da også gav efter for på daglig basis), mens modstandernes eneste officielle udtalelse lød; "Ptøj!" 

Båndene afslører en resignerende, mæglende og højst indigneret Adolf Hitler ytre udtalelser som;

-Hvad skal i egentlig med Polen?

-Hold op med at sige jøde schmøde, hver gang jeg siger de ikke har gjort os noget...

-Nogen som har set Ninus? -Nej? -Jeg sover utrolig dårligt uden den stofkanin.

-I dag gider jeg altså ikke snakke om krig!

-Ok. -Hvis lejrene bare er til dem som vil lære at koncentrere sig og det kun er gas at de aldrig vender tilbage derfra, så er jeg sgu mere rolig.... 

-Hvem det var i telefonen? -Det var Churchill, hvorfor? -Ka' vi nu heller ik' li' ham? -Ok så. -Nå for den, så sku' jeg sgu ikke ha' inviteret ham til video på lørdag. -Ka' jeg lige smæsse ham at det er aflyst? -Nej?

-Nogen som er klar på en wicked omgang Yatzy? -Hva? -Operation Barbarossa? -Er det nu? -Ok så. -Pis os, var ellers mega geil på et slag yatzy der....

Ved samme lejlighed kunne historikere afsløre at Hunnerne kun var omtrent 80 cm. høje og ganske givet hed noget helt andet. Det formodes at denne kriger race red gennem det meste af Asien på deres terrortogter på mellemstore Labradors og at deres ofre formentlig råbte 'Hundene kommer! Hundene kommer!' og at den forfejlede navngivning beror på denne misforståelse. 

Efter at alverdens læger gennem årtier har været overmål fascinerede af latteren og dennes helbredende virkning, menes der omsider at være nået absolut enighed om, at medicin er den bedste medicin. 

Derudover sloges det endeligt fast at man ikke bør bade samme måned som man har spist, og skulle man gøre det alligevel, bør man kun gå i til øjenbrynene.

Fra filmens og musikkens verden berettes om gennemgribende ordlyds ændringer på et væld af priser og hædersbevisninger, da det blev afsløret at kunstneren hedder Barber Streisand, og ikke som først antaget Barbara. Ikke alene er personen i virkeligheden en mand, men viste sig desuden at være en fremragende herrefrisør.

Fra et uoverskueligt sammensurium af forskellige forskningsområder kan det iøvrigt slutteligt fastslås at; 

-Det man siger er man selv, men at det må bero på tilfældigheder i hvilken avis det efterfølgende bliver omtalt.

-Den korrekte grammatik nu dikterer at det hedder 'en Kineser', og ikke som tidligere antaget 'en Kinés'.

-Astrid Lindgren med sikkerhed fandt inspiration hos den Israelske statsleder Golda Meir, da hun skabte den litterære karakter Tyttebær-Maja.

-Talen muligvis fandt sted i Kandahar og at Kennedy antageligt sagde "Ich bin ein Mujahediner".

-Selvom navnet er tvekønnet og man er i sin gode ret til at bringe det i anvendelse, så er det næppe særlig smukt eller specielt formålstjenligt at døbe sit barn Gerd.

-Hypotesen "Blondes have more fun" menes nu at være formuleret af en blondine, og da denne næppe har kunnet begrunde eller fuldt ud forstå sætningen, bør denne glemmes igen hurtigst muligt.

-Det litterære geni William Shakespeare hverken hed dette eller var særligt Engelsk. Nye teorier antyder at forfatteren var halvt Indsk og halvt Svensk/Indisk og i virkeligheden hed Mowglii Magnusson.

-Hvis man leger med tis så brænder man i sengen. (Heldigvis har man så sit lege-tis til at slukke ilden med)

-Man i kategorierne 'flightless birds' og 'swimless fish' indlemmer flyvefisken, da denne med ingen eller meget ringe succes praktiserer begge forehavender.

-Templerne blev bygget som en slags practical joke i en bitter strid blandt rivaliserende arkæologer, og at der derfor ikke længere er grund til at tro at hverken Maja'erne eller Inka'erne virkelig eksisterede.

-"Fire alen merino" nu antages at være datidens slang for 40 kg. hash, og at der umiddelbart herefter i sangens tekst ydes råd om at smugle dette i foret på årstiden overtøj.

-Siden alternativerne var tyfon, storm, orkan, hagl, torden og uvejr, var betegnelsen lyn-skak i retrospekt det rette valg.

-I fysikkens verden er det af yderste vigtighed at kunne stille formularer og regler op for alle forhold i livet. De to mest graverende skampletter på denne konto har været underkastet intens forskning gennem årtier. Brumbassens uforklarlige evne til at flyve er stadig fysikken største mysterium, men det er endelig lykkedes at forklare og årsagsbestemme flamenco-ubådens mangelfulde funktionsevne, og hermed er en del af fysikkens ære genvundet.

-Robinson Crusoe havde næppe overlevet disse mange år som skibbruden, hvis han istedet var skyllet op på en øde sø.

dyre korrektioner

Efter den store zoologisk og biologisk terminologis konferences månedlige afholdelse, hvor tingenes rette navn bliver vedtaget, kunne konferencens talsmand glædesstrålende berette følgende;

Navngivningen af pungrotten var korrekt i mere end en forstand, da nye iagttagelser afslører at dette dyr bærer sine testikler i denne pung. Ligeledes har man opnået en velsignet dobbelt konfekt efter opdagelsen af urfuglens bemærkelsesværdigt gode tidsfornemmelse, skallens manglende behåring, lappedykkerens uforklarlige evne til at reparere cykler og skarabæens nærmest  lidenskabelige forhold til afføring.

Desværre lagde førnævnte undersøgelser og forskning også grunden til et hav af beklagelige rettelser. En væsentligt mere brødebetynget talsmand kunne ved samme lejlighed delagtiggøre verden i konferencens nye indsigt, og med grådkvalt stemme konstatere;

-At søløvens naturlige habitat er have og oceaner.

-At lækatten er ualmindelig begejstret for både vindstød og blæsevejr.

-At silkelarven er betydelig mere velour-agtig.

-At det er meget sjældent og kun i pressede situationer, at bænkebidere angriber møbler.

-At stålormens konsistens er noget mere nikkel-holdig end først antaget.

-At sabeltigeren formodentligt ikke var bevæbnet.

-At helleflynderen givetvis blev opdaget af en kvinde som hed Grethe.

-At pingvinens lyde er væsentligt mere ding-agtige, og at den aldeles ikke er drikkelig.

-At, sammenlignet med andre fuglearter, har dompappen vist sig at være gennemsnitligt begavet.

-At sølvfisken hverken er metallisk eller en specielt god svømmer.

-At, sammenlignet med andre bjørne-typer, er vaskebjørnen ingenlunde mere proper eller renlig.

-At vandrefalken afskyr spadsereture og andre former for spankulering.

-At mustangen nok er en kende mere rotte-agtig.

-At rødspætten nærmere er blålig og på ingen måde en fugl.

-At krokussen i almindelighed, har forsvindende lidt til fælles med udskænkningssteder såvel som vaginaer.

-At dens syn er helt på omgangshøjde med andre slange-arter, og at det derfor er misvisende at kalde den en brilleslange.

-At stenbukke er af kød og blod og at de nok nærmere nejer eller knikser.

-At de meget sjældent slår mere end et enkelt smut, når gærdesmutter kastes mod vandoverflader.

-At gadekryds sandsynligvis også undfanges i stræder og alleer, og på veje og boulevarder.

-At hverken søhesten eller flodhesten på ingen måder behersker trav, tølt eller galop, og at det næppe er formålstjenligt at give dem sadel på.

-At det nok nærmere er en råben man hører fra brøleaben.

-At det mere er et skub eller et kraftigt puf, som elefanten laver med tænderne.

-At margerine bedre beskriver smørblomsten.

-At det helt specifikt er en kalot-lignende aftegning man ser hos hættemågen.

-At hestens afføring på ingen måde er en frugt.

-At hestebremsen på ingen tænkelig måde kan bringe en ekvipage til fuldt stop.

Og endelig sloges det utvetydigt fast, at fædre har samme (muligvis endda større) ophavsret, når det gælder morbær.

Militzær...

Da våbenindustrien som bekendt aldrig sover og altid formår at lobby en krig eller to igang tilfældige steder i verden, kunne intet falde mere naturligt end at overgive sig til denne i bestræbelsen på at tilvejebringe en klatskilling eller to.

Udviklingen af nye våben og disses anvendelsmetoder er en stedse voksende industri og selvsagt en stor udfordring for alle vi dødens købmænd.

Håndgranaten har haft dens nuværende form i flere århundreder og den er faktuelt set så kedelig og konform, at man ganske simpelt ikke orker at smide den efter fjenden længere. Man er desuden heldig hvis man rammer rammer en fjende eller to med denne.

Det samme kan siges om kniven. Denne har kendt sin nuværende form så lang tid tilbage, at der til stadighed udspringer teorier om at dinosaurerne var i besiddelse af dem.

Ideen er at kombinere disse og således berige soldaten med sprængkniven. Man løber såre simpelt hen til en fjende og 'sætter' kniven fast i ham. Denne bliver bekymret, forundret og bange, og skynder sig sandsynligvis tilbage i vennelag og i nærheden af læger, samaritter og lignende. Det er så nu den forsinkede sprængladning detonerer, og med en smule held kan den sætte hele lægestaben og feltlazarettet ud af spillet.

Når efterretningerne om disse løb-hjem-og-spring-i-luften triumfer når tilbage til lejren, vil de skabe en yderst motivations fremmende moro, leben og spas, og dette vil utvivlsomt tilføre konflikten en hårdt tiltrængt og meget anderledes fis-og-ballade-agtig stemning.

Endnu et fortærsket, gammeldags og uinspirerende kamp legetøj, er pistolen. Alle har én, og man har sjældent eller aldrig hørt at denne, hverken definitivt eller delvist, skulle have afgjort nogen væbnede konflikter.

Pistolen kan meget passende og ikke et sekund for tidligt, leve op til sit navn og skyde med ufortyndet urin. Denne tænkes morgentappet fra midaldrende mænd i ernæringsmæssigt udsatte erhverv, og skal affyres mod fjender fingre eller ansigt (helst mund og øjne). Disse vil formentlig i stærk væmmelse og slået af undren lægge våbnene, og nu udelukkende koncentrere sig om erhvervelse af vådeservietter, badesalt, shampoo, håndsæbe og lignende, og ile tilbage mod deres lejrs intermistiske bade og bruse områder.

Med pissilet kan hele delinger og regimenter på samme vis uskadeliggøres og sættes ud af spillet i mindst et bads tid.

Trods en alt for fremskreden levealder har riflen stadig en vis charme og den kan i modificeret udgave stadig bringes i kombativ anvendelse. 

Løbet skal naturligvis udvides og ammunitionen ændres til udelukkende at bestå af forskellige morgenbrøds varianter.

Fjendens stillinger vil hurtigt gå i opløsning når de udsættes for griflens veritable bombardement af molbosnegle, kryddere, spandauere og håndværkere, og når den modificerede granat-kaster (nu grokka-styret) simultant affyrer dåser med smør, juice og friskmalet kaffe vil spillet hurtigt være ude.

Fjende billedet vil nu være præget af klapstole, kaffe, kanelstænger og kærgårdens, og disse kan nu helt ubesværet og efter forgodtbefindende omringes, nedkæmpes og eventuelt spises.

Den klassiske Afrikanske buskmand har på skandaløs og uforklarlig vis været aldeles fraværende på den moderne krigs-scene, og denne tåbelige fejl skal selvsagt korrigeres omgående.

Disse skal agere en art menneske-skjold og altid befinde sig i de aller forreste linier. Ligesom vi kender det fra de glade gamle Tarzan-film, hvor det altid var de lokale natfarvede bærere som blev ofre for jordskred, sammenfaldne broer, vulkanudbrud og umotiverede løve og gorilla angreb.

Da det ganske vist er fornærmende ringe skade et spyd kan forrette på moderne soldaters body armor og flackjackets, så skal dette selvfølgelig udskiftes med en bred variation af forskellige slangetyper. Disse er alle jo bange for og de kan noget nemmere nå ind under fjendens beskyttelse.

For at opnå den fornødne aerodynamik vil slangerne kastes mod fjenden i frossen tilstand. Efter at delingen med buskmænd har kastet henved 11.000 slanger mod fjendens stillinger er der blot tilbage at afvente disses optøen, og i denne ventetid vil buskmændene atter danne skjold omkring de rigtige soldater, så disse ikke kommer til skade eller på anden måde går til spilde.

Nu, da væbnede konflikter og andre former for krig, er tilbagebragt til fordums tiders tilbagelænede, ubekymrede og muntre sindelag, agter undertegnede naturligvis selv at deltage i disse.

Dette vil forståeligt nok foregå under synonym og med en passende titel, og her mener jeg Brigadegeneral M.V.Peterson lyder tilpas klædeligt.

Tilbage resterer blot håbet om, at en sådan 'meningsudveksling' bliver med det Svenske folk, da disse i særdeleshed, og gennem umindelige tider, har anglet efter netop sådan en irettesættelse.