dyre korrektioner

Efter den store zoologisk og biologisk terminologis konferences månedlige afholdelse, hvor tingenes rette navn bliver vedtaget, kunne konferencens talsmand glædesstrålende berette følgende;

Navngivningen af pungrotten var korrekt i mere end en forstand, da nye iagttagelser afslører at dette dyr bærer sine testikler i denne pung. Ligeledes har man opnået en velsignet dobbelt konfekt efter opdagelsen af urfuglens bemærkelsesværdigt gode tidsfornemmelse, skallens manglende behåring, lappedykkerens uforklarlige evne til at reparere cykler og skarabæens nærmest  lidenskabelige forhold til afføring.

Desværre lagde førnævnte undersøgelser og forskning også grunden til et hav af beklagelige rettelser. En væsentligt mere brødebetynget talsmand kunne ved samme lejlighed delagtiggøre verden i konferencens nye indsigt, og med grådkvalt stemme konstatere;

-At søløvens naturlige habitat er have og oceaner.

-At lækatten er ualmindelig begejstret for både vindstød og blæsevejr.

-At silkelarven er betydelig mere velour-agtig.

-At det er meget sjældent og kun i pressede situationer, at bænkebidere angriber møbler.

-At stålormens konsistens er noget mere nikkel-holdig end først antaget.

-At sabeltigeren formodentligt ikke var bevæbnet.

-At helleflynderen givetvis blev opdaget af en kvinde som hed Grethe.

-At pingvinens lyde er væsentligt mere ding-agtige, og at den aldeles ikke er drikkelig.

-At, sammenlignet med andre fuglearter, har dompappen vist sig at være gennemsnitligt begavet.

-At sølvfisken hverken er metallisk eller en specielt god svømmer.

-At, sammenlignet med andre bjørne-typer, er vaskebjørnen ingenlunde mere proper eller renlig.

-At vandrefalken afskyr spadsereture og andre former for spankulering.

-At mustangen nok er en kende mere rotte-agtig.

-At rødspætten nærmere er blålig og på ingen måde en fugl.

-At krokussen i almindelighed, har forsvindende lidt til fælles med udskænkningssteder såvel som vaginaer.

-At dens syn er helt på omgangshøjde med andre slange-arter, og at det derfor er misvisende at kalde den en brilleslange.

-At stenbukke er af kød og blod og at de nok nærmere nejer eller knikser.

-At de meget sjældent slår mere end et enkelt smut, når gærdesmutter kastes mod vandoverflader.

-At gadekryds sandsynligvis også undfanges i stræder og alleer, og på veje og boulevarder.

-At hverken søhesten eller flodhesten på ingen måder behersker trav, tølt eller galop, og at det næppe er formålstjenligt at give dem sadel på.

-At det nok nærmere er en råben man hører fra brøleaben.

-At det mere er et skub eller et kraftigt puf, som elefanten laver med tænderne.

-At margerine bedre beskriver smørblomsten.

-At det helt specifikt er en kalot-lignende aftegning man ser hos hættemågen.

-At hestens afføring på ingen måde er en frugt.

-At hestebremsen på ingen tænkelig måde kan bringe en ekvipage til fuldt stop.

Og endelig sloges det utvetydigt fast, at fædre har samme (muligvis endda større) ophavsret, når det gælder morbær.

Militzær...

Da våbenindustrien som bekendt aldrig sover og altid formår at lobby en krig eller to igang tilfældige steder i verden, kunne intet falde mere naturligt end at overgive sig til denne i bestræbelsen på at tilvejebringe en klatskilling eller to.

Udviklingen af nye våben og disses anvendelsmetoder er en stedse voksende industri og selvsagt en stor udfordring for alle vi dødens købmænd.

Håndgranaten har haft dens nuværende form i flere århundreder og den er faktuelt set så kedelig og konform, at man ganske simpelt ikke orker at smide den efter fjenden længere. Man er desuden heldig hvis man rammer rammer en fjende eller to med denne.

Det samme kan siges om kniven. Denne har kendt sin nuværende form så lang tid tilbage, at der til stadighed udspringer teorier om at dinosaurerne var i besiddelse af dem.

Ideen er at kombinere disse og således berige soldaten med sprængkniven. Man løber såre simpelt hen til en fjende og 'sætter' kniven fast i ham. Denne bliver bekymret, forundret og bange, og skynder sig sandsynligvis tilbage i vennelag og i nærheden af læger, samaritter og lignende. Det er så nu den forsinkede sprængladning detonerer, og med en smule held kan den sætte hele lægestaben og feltlazarettet ud af spillet.

Når efterretningerne om disse løb-hjem-og-spring-i-luften triumfer når tilbage til lejren, vil de skabe en yderst motivations fremmende moro, leben og spas, og dette vil utvivlsomt tilføre konflikten en hårdt tiltrængt og meget anderledes fis-og-ballade-agtig stemning.

Endnu et fortærsket, gammeldags og uinspirerende kamp legetøj, er pistolen. Alle har én, og man har sjældent eller aldrig hørt at denne, hverken definitivt eller delvist, skulle have afgjort nogen væbnede konflikter.

Pistolen kan meget passende og ikke et sekund for tidligt, leve op til sit navn og skyde med ufortyndet urin. Denne tænkes morgentappet fra midaldrende mænd i ernæringsmæssigt udsatte erhverv, og skal affyres mod fjender fingre eller ansigt (helst mund og øjne). Disse vil formentlig i stærk væmmelse og slået af undren lægge våbnene, og nu udelukkende koncentrere sig om erhvervelse af vådeservietter, badesalt, shampoo, håndsæbe og lignende, og ile tilbage mod deres lejrs intermistiske bade og bruse områder.

Med pissilet kan hele delinger og regimenter på samme vis uskadeliggøres og sættes ud af spillet i mindst et bads tid.

Trods en alt for fremskreden levealder har riflen stadig en vis charme og den kan i modificeret udgave stadig bringes i kombativ anvendelse. 

Løbet skal naturligvis udvides og ammunitionen ændres til udelukkende at bestå af forskellige morgenbrøds varianter.

Fjendens stillinger vil hurtigt gå i opløsning når de udsættes for griflens veritable bombardement af molbosnegle, kryddere, spandauere og håndværkere, og når den modificerede granat-kaster (nu grokka-styret) simultant affyrer dåser med smør, juice og friskmalet kaffe vil spillet hurtigt være ude.

Fjende billedet vil nu være præget af klapstole, kaffe, kanelstænger og kærgårdens, og disse kan nu helt ubesværet og efter forgodtbefindende omringes, nedkæmpes og eventuelt spises.

Den klassiske Afrikanske buskmand har på skandaløs og uforklarlig vis været aldeles fraværende på den moderne krigs-scene, og denne tåbelige fejl skal selvsagt korrigeres omgående.

Disse skal agere en art menneske-skjold og altid befinde sig i de aller forreste linier. Ligesom vi kender det fra de glade gamle Tarzan-film, hvor det altid var de lokale natfarvede bærere som blev ofre for jordskred, sammenfaldne broer, vulkanudbrud og umotiverede løve og gorilla angreb.

Da det ganske vist er fornærmende ringe skade et spyd kan forrette på moderne soldaters body armor og flackjackets, så skal dette selvfølgelig udskiftes med en bred variation af forskellige slangetyper. Disse er alle jo bange for og de kan noget nemmere nå ind under fjendens beskyttelse.

For at opnå den fornødne aerodynamik vil slangerne kastes mod fjenden i frossen tilstand. Efter at delingen med buskmænd har kastet henved 11.000 slanger mod fjendens stillinger er der blot tilbage at afvente disses optøen, og i denne ventetid vil buskmændene atter danne skjold omkring de rigtige soldater, så disse ikke kommer til skade eller på anden måde går til spilde.

Nu, da væbnede konflikter og andre former for krig, er tilbagebragt til fordums tiders tilbagelænede, ubekymrede og muntre sindelag, agter undertegnede naturligvis selv at deltage i disse.

Dette vil forståeligt nok foregå under synonym og med en passende titel, og her mener jeg Brigadegeneral M.V.Peterson lyder tilpas klædeligt.

Tilbage resterer blot håbet om, at en sådan 'meningsudveksling' bliver med det Svenske folk, da disse i særdeleshed, og gennem umindelige tider, har anglet efter netop sådan en irettesættelse.