Bomb, bomb, bomb...

Efter et langt liv primært afsonet i mit fødeland, har jeg indenfor det sidste års tid, taget rigtig revanche på rejsefronten. Det er både lærerigt og berigende på oplevelser at rejse. Især opdager man sider af sig selv man umuligt kunne have spået om.
Jeg er f. eks. helt exet med fly-mad. Nååååhhhh den er fin. Da jeg selv er en fornærmende ringe kok, er mit sammenlignings grundlag selvfølgelig også ringere end gennemsnittets.
Check ind. Check ud. Gates. Terminaler. Flightnumbers. Boardingzones. Osv. Begreber jeg for blot et år siden forstod absolut intet af, behersker jeg nu ekvibrilistisk.

Blandt de dårlige erfaringer jeg har erhvervet på rejserne er i særdeleshed én interessant. Jeg er foruroligende bange for at sige bombe når jeg færdes i lufthavne. Så bange at jeg ved check-in næsten får mig selv overbevist om at jeg nok har en bombe med, og begynder at spekulere febrilsk over hvor jeg mon har gemt den.
Nu er det bare et spørgsmål om tid før jeg befinder mig i dialoger som følgende;

-Hvor længe skal du være på rejse?
-Jeg har OVERHOVEDET ikke nogen bombe.
-Nej nej, hvor længe?....
-....Før den springer?
-...Skal du være væk?
-I bomber bare én med spørgsmål, hva? Føler mig fuldstændig udbombet nu. Hvis der ér en bombe i bagagen, så er det max en bordbombe....det ved jeg....
-Vil du følge med her?
-....Beholder i så bomber her imens?
-Denne vej....
-Den her lufthavn ligner et bombet lokum.....

I denne situation frygter jeg mest benlåsen. Benlås er ikke godt. Slet ikke med en indbildt smugler bombe parkeret nr. 2. Det kan kun formodes at komme til at stramme en del.
Angsten for en muligt forestående inspektion af oplagte fysiologiske gemmesteder melder sig.
Fingrene krydses i håbet om at vaselinen gør oplevelsen mindre gummi-agtig og smertefuld. Heldigvis kan man ikke tilbageholdes for bare at frygte, at man har en bombe.

-Mr. Rasmussen, why you say bomb bomb bomb?
Et situationen taget i betragtning, meget forståeligt spørgsmål. Både lettet og overrasket bliver man placeret i en stol overfor en lufthavnsbetjent og undgår med nød og næppe at falde i med noget human beatbox, fordi han hele tiden siger 'bomb bomb bomb'.
-Var der ikke nogen bombe?
-Nej.
-Plutonium?
-Vi fandt intet ulovligt i deres bagage, Mr. Rasmussen.
-Det var li'godt kattens! Jeg var ellers bombe-sikker....

Når jeg er havnet på destinationen og med lufthavnen lagt betryggende langt bag mig, excellerer jeg til gengæld. Min hemmelighed er at gi' smilet max gas og sige 'yes yes' som meget som muligt. Jeg smiler helt overvældende til alt jeg møder, fuldstændig ukritisk om det er mennesker, dyr eller ting.
Dette afføder tilsyneladende en fornemmelse af, at jeg er meget tilforladelig. En slags landsby-tosse. Helt ufarlig og måske endda lidt medynkvækkende.
Smilet kan dog næppe påstås at være en naturlig udtryksform for undertegnede, og denne konto kører da også hurtigt med overtræk. Så iværksætter jeg øjeblikkeligt plan b og iklæder mig mit Orlando Bloom look og kigger åndsfraværende ud i luften. Dét der 'er jeg ikke bare utrolig mystisk, eftertænksom og fjoget tom i blikket?' look, som han så flittigt anvender i alle sine scener. Det giver nøjagtig samme respons.

Man er jo trods alt en slags ambassadør....