fredag den 4. september 2009

Falafelstadt

En ganske normal dag ned ad strøget byder på oceaner af spørgsmål, gode investeringsforslag og muligheder for at støtte alskens velgørenhedsformål. For at tackle dette gadens parlament, skal man hele tiden opgradere sine respons optioner. Min ”Inner City Comeback Reply” version 8.4.0 blev for ganske nyligt opgraderet og aktiveret.

-Hus forbi?

-Det er rigtigt, helt hus forbi.

-Hvor får du din elregning fra?

-Postbudet.

-Gratis politiken?

-Ved din mor godt du lyver?

-Amnesty International?

-Det hedder du jo ikke.

-Må jeg forstyrre dig 2 sekunder?

-Når jeg er færdig med at svare ja, er der gået 4.

-Kan du hjælpe en stakkels hjemløs?

-Jeg bor selv på klubværelse. Vi kommer til at gå hinanden på nerverne….

-Hus forbi?

-Jeg har overhovedet ikke nogen hus-fobi.

-Hvilket mobilselskab bruger du?

-Jeg telegraferer.

-Vil du støtte Care Danmark?

-Hvordan skal jeg så få råd til crack?

-Vil du være med til at redde bjørne i Uzbekistan.

-Jeg kan ikke huske noget tidspunkt, hvor bjørne fra Uzbekistan har gjort noget for at redde mig.

-3?...3?

-Ryst posen.

-Kan du undvære 10 kr. Til mig og min stakkels hund?

-Hvordan kan jeg vide du ikke beholder hundens femmer?

-Gratis Børsen?

-Dét kan der ikke være mange som hedder.

-Billig mobiltelefoni?

-Ingen kan lide en blærerøv.

-Kan du undvære 2 kr. Til en kop kaffe?

-Her er 4 kr. Kun lidt mælk i min?

Versionen er imidlertid stand-by da svarene ikke længere kan høres og strøget nærmest er blevet ufremkommeligt. Responsen afløses nu af en dosis lykkepiller og her kan jeg varmt anbefale Ignoreitoll.

Spidsroden gennem byen er stepped up og abonnements-pusherne og krejler-røvene drukner nu i gøglere og gadesælgere. El-drevne Aztekere og Apacher spiller El Condor Pasa på Clemens Bro og det er altid et beundringsværdigt skue når panfløjter tilsluttes forforstærkere og uhæmmet tyres af, ud over den ganske by. Fadølsanlæg og kebabboder opstilles overalt med 3 Meters mellemrum. Mimere og gadeartister kryber frem fra gemmer og kroge. Teaterensembler og tyrolertelte skyder op som paddehatte. Østeuropæere sælger briller, hatte, hoppende edderkopper og andet ligegyldigt ragelse. Drankerne har kronede dage, da det nu er mere end legalt at være besoffen fra årle morgen til silde aften. 10 turs klippekortene gløder rødt i busserne, når zone 3 og 4 affolkes og landfolket skal til storbyen og se giraffen.

Temaet er altid en slags ’Find Holger’, men som fuldgod erstatning for tema-relevans byder Falafelstadt Århus i stedet på fajabefa bands i astronomiske antal. Fællesnævneren er playlisten og den sublimt høje kvalitet. Placerer man sig helt rigtigt kan man høre Mustang Sally fra tre forskellige scener på samme tid. Stereo er 2. Quadrofoni er 4. Hedder det så treo når der er 3 lydkilder? Det ville være meget passende…. Udbuddet er så godt at det slet ikke behøver justering fra tidligere festuger.….if it ain’t broke, don’t fix it…..

Man savner næsten de overfriske hverdags do-good’ere. Altid lidt fordømmende, men aldrig blege for selv at snuppe 120 kr. I timen fra formålet. Selv er jeg ked af ikke at kunne holde min responsgenerator gående…..

Eet indslag varierer fra festugens perfekt stiliserede, genrebevidste og traditionsbundne linie, og herfra skal lyde et stort tak til lille Christian. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar