Opdræt Schmopdræt

En fremtid med post traumatiske stress symptomer nærmer sig ildevarslende hastigt. Tunge overvejelser om håndtering af 'tiden efter Sneakershop' er på dagsordenen, og i denne forbindelse bliver alle erhvervsmæssige afkroge og nicher gennemsøgt.
Da alle forbindelser, bekendtskaber, venner og familie, udelt betragter undertegnede som 'self-made-man' og 'innovateur grande', forpligter dette i en grad, hvor presset kan være overordentligt svært at bære.

Jeg elsker dyr og synes slet ikke vi er i nærheden af at udnytte disses fulde potentiale. Vi har taget nogle vilkårlige arter og trænet på dem, og så er det ligesom det hele bare gik i stå. Vi blev meget tilfredse med os selv.
Brevgnuen er endnu aldrig nået længere end tegnebrættet, trods alle dens oplagte fordele. Den er IKKE en due. Den er god til at erhverve sig føde på vandringer, og her kan der virkelig spares. Den er nærmest utrættelig. Den er meget svær at bremse når den bevæger sig gennem byområder. Dette vil sikkert kunne tilskrives chok.
Man skal dog ikke sende den gennem områder med alt for mange løver. Så kommer dette 'savannens ta-selv bord' næppe frem med beskeden.

Førerkarpen har desværre vist sig at have nogle begrænsninger.
Den brillerer i områder med søer og vandløb, men er meget svær at tilpasse behovet i byer.
Her kan førerfinken så tage over, som en slags 'eye-in-the-sky'. Finken kræver en noget længere snor, men småproblemer som det, vil næppe bremse de blinde og svagtseende.

En bestand af malkemink vil sandsynligvis producere en del mindre mælk, men kompensere for dette ved ikke at være særligt pladskrævende. Man vil med lethed kunne holde 7-800 mink på samme plads som 1 stk. kvæg. Minken kan stakkes. Det er noget sværere med køer.
De vil forsyne producenten med gratis vintertøj, når de ikke længere yder den ønskede mængde mælk, og de har betydelig større underholdningsværdi, hvis der eksempelvis går frie høns i området.

Hunden er jo desværre blevet så dagligdags, at det kan give stærk kvalme blot at se på den. Politielgen kunne være en kærkommen forandring. Den vil kræve en større bil, men til gengæld være noget mere intimiderende.
Den er oplagt at anvende i stort kobbel ved uroligheder og riots. Der er nok ikke mange som smider med sten, når der kommer 40-50 elge stampedende gennem gaden.
Skal man bruge mange elge, ved eksempelvis fodboldkampe, kan disse placeres i dertil indrettede skure omkring alle stadions. Når kampen er ovre låser man simpelthen bare disse op og lader elgen frit patruljere.

Dyreopdrættere over hele verden har kun haft hån til overs for hyrdeulven.
Jeg er helt enig i at denne vil kræve en enorm mængde træning, men udbyttet vil rigeligt opveje dette.
Den er meget større og stærkere end de hunde man normalt anvender, og vil ikke blot skræmme truende dyr væk, den vil også æde dem. Noget nunden er fornærmende dårlig til.
Den vil desuden selv luge ud i de svage og syge får, og gå og spise af dem ude på marken. At introducere hyrdeulven er at tage røven på naturen. Det vil være det den mindst venter.

Da vagtkaskelotten ukritisk dræber alle i den nærhed og tilsyneladende kun kan operere i saltvand, faldt mit valg på vagtodderen.
Den er nærmest amfibium og kan afpatruljere flere elementer. Den er i forvejen truet, så den finder sig sandsynligvis ikke i noget som helst.
Den arbejder godt i større grupper, hvilket gør det noget nemmere for den at passificere eventuelle trusler, som den så kan flytte rundt på efter eget forgodtbefindende. Man taber hurtigt focus på sølvtøj og antikviteter når der kommer 30-40 oddere løbende mod een. Igen vil dette primært kunne tilskrives chok.
Ulempen ved odderen i hushold, er dog at den kræver man anlægger en mellemstor å eller en lille sø, hvori den kan opholde sig udenfor arbejdstiden.
Den kan også være svær at føre i snor, men man kan selvfølgelig altid anskaffe sig en vogn, hvori man transporterer dem ved luftning og under patrulje.
Og igen er der gratis jakker, vanter, hatte, stolaer og muffedisser i hobetal, når odderen overskriden dens arbejdsduelige alder.

Da de slippes løs og næppe kommer tilbage, er fredsduen ret meget en engangsforestilling. Problemet med at rekvirere nye duer når disse har taget flugten, er både enormt tidskrævende og helt uacceptabelt. Man skal iøvrigt spraymale mange af disse, da de hvide duer ikke ligefrem hænger på træerne.
Man behøver kun spraymale ca. 50% af fredszebraen, og da den næppe kan påstås at være airborne, reduceres dens flugtmuligheder betragteligt. Undgår man at slippe disse løs i deres naturlige habitat, kan de nemt indfanges og genanvendes til de påkrævede lejligheder.
Det vil iøvrigt være en del mere imponerende, når 100 spraymalede fredszebraer slippes ud i menneskemængder på store pladser o.lign.
Man ser og mærker dem.

Endnu en oplagt og meget velkommen lejlighed til at afskaffe disse kvalmende hunde man ser alle steder, kunne være at spænde sæler for slæden.
slædesælen kan ubesværet manøvrere i helt anderledes udfordrende terræn. Ind og ud gennem våger og andre aquatisk belastede områder. Sælen er anderledes selvhjulpen end hunden, og kan let skaffe sig selv føde 'while in transit'.
Den evindelige gøen er væk, og med træning kan sælen under alle pauser læres, at klappe af slædeføreren, hvilket vil afstive dennes selvtillid og derved have en kolosal motivations effekt.
Sælen vil ligeledes kunne anvendes som anorak og kamik i afdød tilstand.
Sælers respons på aflukker og bure er desværre overraskende dårlig, så det må anbefales at disse i stedet limes fast, når de ikke er i brug. Limen fjernes nemt igen med lakfjerner eller fortynder, og sælen er straks herefter atter operativ.

Tilbage er der vist bare at komme i sving.